Bloggen

Bloggen

Fristedet

KlummerPosted by Marianne Gade Tuesday, October 18 2016 17:28:13

Det er blevet moderne i arbejdssammenhænge at tale om at lægge honningdepoter ud. At der skal være noget at se frem til i den stressede hverdag. Ferier og forlængede weekender, rejser og spaophold fungerer som honning, ja, der er hel honningindustri i gang under mottoet Forkæl dig selv.

I den sammenhæng tænker jeg ofte på min mands farfar, proprietæren, med hustru, børn og mange ansatte, der i mine øjne viste sig som en fremsynet mand. Empatisk og handlekraftig på samme tid.

Tiden var 1930’erne, og det var stor opgave for hans kone at være husmor for en så stor husholdning. Desværre viste hun tilmed evner for hønseavl, og det greb om sig. Hønseholdet voksede uophørligt, og nye hønsehuse skød ubønhørligt op overalt. Selv om hun vægrede sig tappert.

Nu kunne man fristes til at kalde husbonden for en tyran, men han gjorde noget, som jeg i det mindste aldrig har hørt om: Han lod bygge et fristed til hende; et refugium i skoven, der hørte til gården, og hvor hun kunne opholde sig, når hun trængte til at være fri for sine pligter. Og der var vel at mærke ikke tale om en hytte i vildmarken, nej, det var et fint lille hus, der lå ned mod åen med en tilplantet og velpasset have. Et værdigt refugium, hvor en kvinde kunne komme til kræfter.

Tænk engang, hvis den slags var muligt i dag! Tænk, at kunne trække sig tilbage, inden man fik stress, angst og depression. Jeg imponeres til stadighed over denne mand, der så så langt. Og som ikke var for nærig til at ofre noget



  • Comments(0)//blog.mariannegade.dk/#post181

Lad dem arbejde til de dør

KlummerPosted by Marianne Gade Tuesday, October 18 2016 17:26:29

De seneste forlydender fra politisk side går ud på, at pensionsalderen skal stige gradvist fra de nuværende 65 år til fremtidige 72 og efterfølgende stige i takt med den gennemsnitlige levealder. Fordi vi lever længere end tidligere, og fordi økonomien ellers ikke kan hænge sammen – hævdes det.

Det er ikke, fordi man ikke forstår politikerne. Søger de at opnå besparelser ved f.eks. at indføre kontanthjælpsloft eller beskære SU’en, så lyder der ramaskrig. Der bliver klynket og raset, demonstreret og strejket.

Så hvad skal man gribe og gøre i? Ekstra skatter er trods alt ikke svaret, danskerne er i forvejen verdens mest skatteplagede folk. Og udgifter er der nok af. Til nye danskere uden egen indtægt, u-landsbistand og… fortsæt selv. Løsningen synes at være at lade dem, der i forvejen arbejder for de andre fortsætte med det. Og i øvrigt appellere til deres samfundssind med en henvisning til den byrde, de udgør ved at leve så længe.

Det kan man nemlig gøre ganske risikofrit, for hvor er de ansattes demonstrationer, deres strejker? Ingen steder, for de er på arbejde. Arbejdsstyrkens villighed til at fortsætte langt op i alderen er det eneste håndtag, man kan skrue på.

Som om den menneskelige fysik og psyke skulle have ændret sig så grundlæggende i vores generation, at der stadig skulle være aktive år, når arbejdsdagen er slut. Bedre ville det være, om magthaverne med den tidligere finansminister Thor Pedersens ord: ”lærte at håndtere de penge, de har.”



  • Comments(0)//blog.mariannegade.dk/#post180

Det onde sidder i puklen

KlummerPosted by Marianne Gade Tuesday, October 18 2016 17:24:49

Det kan opleves ganske voldsomt, ja, ligefrem chokerende at konfronteres med et andet menneskes vrede og raseri. En vrede, man hidtil har været fuldstændig uvidende om, eller højst har opfattet som en slags reserverethed. Det var det ikke. Det var tværtimod en trykkoger med en fortættet ophobet vrede, der eksploderede, da låget kom af. Og det had, der slog op som en stikflamme, sved og gjorde ondt, og det var netop meningen.

Dog efterhånden heles brandsårene, og kun de svage ar er tilbage, som man skal se godt efter for at finde. Det er tiden, der læger alle sår, som man siger. Et andet ordsprog lyder: Brændt barn skyer ilden. Så fremover sørger man for at undgå den aggressive person.

Det var i forbindelse med denne uventede konfrontation med vreden, at jeg efterfølgende i et øjeblik af indsigt forstod den dybere årsag. De gamle sagde: Det onde sidder i puklen. I dag ser man ikke så mange pukkelryggede, men ordsproget passer godt nok. Forstået på den måde, at hvad, der er ganske tydeligt og håndgribeligt, er man tilbøjelig til at overse.

Ja, man vægrer sig næsten ved det, for det er jo så banalt. Alligevel, ser man dybt nok, er det tydeligt, at vreden, hadet og raseriet kommer fra personens egen følelse af mangelfuldhed og ulykkelighed. Jalousi, og dermed basal angst er som regel en medvirkende faktor. Kun sjældent findes der ren ubegrundet ondskab. Og har man først indset det, tilslutter man sig Strindbergs ord: ”Det er synd for mennesket.”



  • Comments(0)//blog.mariannegade.dk/#post179

Må jeg se billetterne?

KlummerPosted by Marianne Gade Tuesday, October 18 2016 17:21:36

En typisk dansk egenskab er træghed. Trægheden viser sig på mange måder, f.eks. når man rejser med tog. Når man nærmer sig den plads, der står på den indkøbte pladsbillet, og det viser det sig, at pladsen allerede er optaget af en passager uden pladsbillet. Gør man opmærksom på situationen, rejser vedkommende sig uhyre langsomt og modvilligt. Eller foreslår, at man bare kan sætte sig over på den tomme plads på den anden side af gangen med risiko at den rette ejermand dukker op ved næste skift.

Det synes slet ikke at gøre indtryk, at man har betalt for at komme til at sidde ned. Som for nylig, da passageren overfor trøstende sagde til den forviste: ”Så kom du bare over til mig.” Hvilket efterlader én med en fornemmelse af at være unødigt nidkær og rethaverisk. Herregud, vi skal jo alle sammen være her…

Sidste gang jeg rejste i tog med mit barnebarn og gjorde krav på de to pladser, vi havde pladsbilletter til, var bedstemoren, der sad på den ene af dem, meget uvillig til at flytte sig. ”Hende dér,” sagde hun og pegede på barnebarnet, ”kan ikke tåle at køre baglæns.” Da jeg indvendte, at så kunne hun jo have købt en billet til hende i den rigtige retning, svarede hun ”Jamen jeg kunne jo ikke få nogen.” Da jeg fastholdt, rejste hun sig med en mine, som om al verdens fortrædelighed var overgået hende.

Der er ingen tvivl. Vi har opnået et af verdens mest lige samfund; så lige, at folk føler sig uretfærdigt behandlet, hvis de skal vige pladsen for andre - med eller uden billet.



  • Comments(0)//blog.mariannegade.dk/#post178

Alting og en bustur

KlummerPosted by Marianne Gade Tuesday, October 18 2016 17:18:51

Vi skulle til fest på Skamlingsbanken og havde besluttet at lade bilen stå og tage bussen. Sensommerlandskabet strålede, og chaufføren hilste os smilende velkommen. Der var ikke mange med bussen, men på et tidspunkt kom en gammel sømand ind, der havde rejst på Østen. Han fortalte om, hvordan der altid blev vist en gammel dansk film for besætningen, inden de skulle af sted. Desværre kunne han ikke huske titlen, men den handlede om søfolk, der strandede.

”Styrmand Karlsens flammer”, foreslog min mand. Og det var lige det, det var. Derefter talte de om sangen Mandaley. Chaufføren mente, at Four Jacks havde lavet den, men sømanden mente, det var en englænder, der havde skrevet teksten. ”Kipling,” råbte jeg fra min plads og modtog applaus, for det var det.

Ved næste stoppested kom en mand ind, bærende på en oksetunge. ”Sådan én har jeg spist på Grønland,” bemærkede en tredje passager. ”Såh, har du det? Har du sejlet på Grønland?” ”Ja, ved Egedesminde.” ”Dér har jeg været som marinesoldat,” svarede manden med oksetungen.

Hvorefter de gik over til at udveksle minder om grønlændere. ”De sejlede ud for at fiske rejer, men kom der en hval forbi, så tog de også den.” ”Netop!” sagde oksetungemanden. Nu skulle den første sømand af. ”Kan du nu have en rigtig god dag,” sagde den venlige chauffør. ”Jeg lover ikke noget,” sagde sømanden og forsvandt.

Det var da, vi gik op imod Skamlingsbanken, at min mand og jeg besluttede aldrig mere at reservere plads i en stillekupé.



  • Comments(0)//blog.mariannegade.dk/#post177

Altid ballade med Dem, dame

KlummerPosted by Marianne Gade Tuesday, October 18 2016 17:16:17

Der var blevet en lejlighed ledig i den eftertragtede københavnske ejendom med andelsboliger, og beboerne blev hver især opfordret til at stille med en kandidat. Bestyrelsen består af idealister, og det overordnede princip var, at det skulle gå retfærdigt til, ingen nepotisme. Nu ville der jo i og for sig ikke have været noget i vejen for, at kriteriet for at få lejligheden også havde indbefattet viljen og evnen til at yde noget til fællesskabet, med andre ord være et aktiv for andelsforeningen.

Men sådan var prioriteringen ikke. Lodtrækning, derimod, det blinde tilfælde, kom til at afgøre det. Hvad der resulterede i, at lejligheden gik til et ungt par, som straks tog ud at sejle og derefter fremlejede lejligheden et andet par, som viste sig at være et par rockertyper, der ankom på motorcykel og entrede børnenes trampolin med støvler på. I forsøget på at fastholde idealerne endte man altså med at få de værste ind. Hermed kommer andelsboligforeningen til at fremstå som et sindbillede på Vestens tilstand.

Et andet eksempel: Sigøjnere har deres daglige gang i gården, hvor de gennemroder skraldespandene og sover på kollegiet ved siden af, hvor de studerende ikke tør jage dem væk. For nylig stak en af beboerne fra andelsboligforeningen hovedet ud af vinduet og bad sigøjneren ved skraldespanden om at forføje sig, det han gjorde var forbudt o.s.v. Hvortil han ærgerlig svarede: ”There is always trouble with you, Lady.” Der er altid ballade med Dem, dame.





  • Comments(0)//blog.mariannegade.dk/#post176

Lad dem falde i hullerne

KlummerPosted by Marianne Gade Friday, August 12 2016 12:59:42

I forbindelse med købet af sommerhuset på Island har det overrasket os, at Securitas er så stærkt repræsenteret i området. Fra september vil der være bomme for vejen, der fører ind til området, og ejerne skal herefter ringe til et hemmeligt nummer, så der kan blive åbnet.

Da vi luftede vores overraskelse, fik vi at vide, at der skam sker mange indbrud, især fjernsyn er eftertragtede. Også de gamle! Fjorten dage senere vender tyvene så tilbage og stjæler det nyindkøbte fjernsyn, sådan som de har kalkuleret med. Og de med sans for humor stiller det gamle fjernsyn på plads igen.

En anden ting, som vi først nu er blevet gjort bekendt med, er, at der findes huller i lavaen, hvor mennesker og dyr kan forsvinde. De opstod, da vulkanerne for flere tusinde år siden gik i udbrud, og ilden banede sig vej dybt under jorden. Da den endelig døde ud, og mineralerne størknede og forvandledes til lava, opstod disse underjordiske gange eller tunneller.

Hvorfra der i sjældne tilfælde (håber jeg) er forbindelse op til overfladen eller lavamarken, og hvor man kan falde i og forsvinde for altid. Hullet er nemlig alt for dybt til, at man kan gøre sig håb om redning. Den slags er sket altid og sker stadig, får vi at vide. Men nu har man opdaget et nyt hul, cirka to hundrede meter dybt, og turisterne kan få det at se mod betaling. Måske ville være en passende straf for tyvene at blive dumpet dér?



  • Comments(0)//blog.mariannegade.dk/#post175

Mismodets fredag

KlummerPosted by Marianne Gade Friday, August 12 2016 12:58:13

Ved et tilfælde befandt vi os i Bruxelles fredag den 24.juni, den dag da Brexit blev en realitet. Vi var ankommet dagen før, på selve Sct.Hansaften, som vi fejrede i haven til Den danske Kirke i Bruxelles. Her var en del af de mange danskere, bosat i Bruxelles, forsamlet, og alle samtaler og taler, drejede sig om, hvad briterne kunne finde på at stemme. Stemningen var gennemgående optimistisk, ingen kunne for alvor forestille sig, at de ville stemme sig ud af EU. Resultatet ville først foreligge klokken fem næste morgen.

Fredag formiddag indfandt vi os ved indgangen til Parlamentet efter aftale med vores søn, som arbejder dér. Der var meget stille, måske er bevæbnede vagter og politi ikke befordrende for munterheden. Sikkerhedstjekket var ekstra omhyggeligt, og da vi var sluppet igennem samtlige sluser, var det en overraskende tom og stille bygning, vi trådte ind i.

Vi så stort set ingen mennesker, bortset fra journalister, der stod og talte i mikrofon. Og kolleger, der standsede op og så beklagende og vantro på hinanden og vekslede nogle ord om det utrolige, der var sket: Briterne havde stemt sig ud af EU.

Op ad dagen begyndte rygterne at svirre om desperationen hos den britiske befolkning, nogle rasede, andre jublede. Om aftenen fulgte vi situationen på CNN, og endelig sluttede denne mismodets fredag.

Hjemme i Danmark var holdningerne til Brexit meget forskelligartede, men tilbage hos os sidder følelsen af at have været til stede ved en historisk begivenhed.



  • Comments(0)//blog.mariannegade.dk/#post174
Next »