Bloggen

Bloggen

At være ved sine fulde fem

KlummerPosted by Marianne Gade Tuesday, June 28 2016 19:48:37

Min mors strygebræt var allerede gammelt, da jeg arvede det i 2005. Det var sandsynligvis købt i halvfjerdserne og var både tungt og uhåndterligt. Før den tid havde jeg et andet arvet strygebræt af træ, blot endnu tungere. For kort tid siden begyndte min mors eksemplar at sige fra, benene slap sammenføjningerne, alligevel lod det sig gøre at stryge på det, bare på skrå. Ikke så lidt, faktisk! Indtil det endelig en dag ramlede ned over min brækkede tå, og jeg indså, at tiden var inde til at få et nyt.

Jeg valgte den nærmeste forretning af hensyn til tåen, hvilket viste sig at være en forretning med designvarer. Strygebrætter var der nok af, men prisen… Seks hundrede kroner for et strygebræt! Der var dog ét på tilbud, som oprindelig havde kostet syv hundrede kroner, fordi det var en letvægtsmodel. Og sådan et var jo lige, hvad jeg havde brug for, når jeg i min tilstand skulle transportere det hen til bilen.

Lykkeligt hjemme fik jeg øje på sedlen, som var klæbet fast til strygebrættet. Her stod: Dette apparat er ikke beregnet til brug af personer med begrænsede fysiske, følelsesmæssige eller mentale evner eller manglende erfaring eller viden, uden at de overvåges af en person, der er ansvarlig for deres sikkerhed.

Her ud over var der tegninger af alt, hvad der kunne gå galt; det eneste der manglede var en instruktion i at slå strygebrættet ud. Et forsøg på det kostede mig til gengæld en bule i panden. Jeg tror dog ikke, at jeg sagsøger dem.

  • Comments(0)//blog.mariannegade.dk/#post173

Højt over byens tage

KlummerPosted by Marianne Gade Tuesday, June 28 2016 19:47:15

Aldrig har Rom forekommet så proppet med turister som dette forår, hvor vi besøgte byen. Vi var gået ind til Piazza della Rotonda med Pantheon templet, som ubetinget er min mands yndlingssted, og stod og så ud over menneskemylderet, da han sagde: ”Vi kan selvfølgelig altid slå os ned på den café derovre, ligesom vi plejer. Men vi kan også gøre noget andet. ” Hvorpå han styrede over mod til Hotel Minerva, et af Roms mest eksklusive hoteller.

Kort efter trådte vi ud på Roof Garden , en kæmpe tagterrasse med hviddugede borde og hvide kurvemøbler under en hvid baldakin. Herfra var der en storslået udsigt over Roms tage og pladser. Vi slog os ned ved siden af et amerikansk selskab og bestilte en drink til tredobbelt pris, ledsaget af de obligatoriske små trekantede sandwiches uden skorpe.

Det mest bemærkelsesværdigt var den svale, vidunderlige fred, larmen nede fra piazzaen var forvandlet til en mumlen. Til gengæld var duerne usædvanligt nærgående og hoppede rundt på bordene, mens de forsøgte at snappe brødet fra tallerkenerne. En mand henne fra amerikanernes bord rejste sig og forsøgte at jage dem væk. Vi faldt i snak, og han fortalte, at han havde besøgt København i sin tid for at være med til at afgøre, om Danmark skulle være vært for De Olympiske Lege. Og sådan fløj tiden behageligt af sted oppe over Roms tage.

Jeg er min mand evigt taknemmelig for at have ført os til denne oase af ro og skønhed midt i trængslen. Idéen er hermed givet videre.



  • Comments(0)//blog.mariannegade.dk/#post172

Kur mod stress

KlummerPosted by Marianne Gade Tuesday, June 28 2016 19:40:40

Det sker, at folk omkring én går ned med stress, især de unge. Men i udtrykket ”at gå ned” ligger, at man også kommer op igen; dog af og til i en sørgeligt forandret udgave. Nogle alvorligt invaliderede, skadet på hjernen, andre vågner op med lammelser i begge ben, atter andre har mistet synet… Risikoen er høj, advarslerne står i kø.

Men tendensen er klar: De som er i arbejde, arbejder meget og intenst, og så er der de andre, der bare drømmer om at få job. ”Hvorfor kan man dog ikke dele arbejdet?” spørger vores tyske slægtning; men tyskerne er nu også blevet så rabiat humanistiske på det seneste…

Men findes der ingen kur mod stress, inden den kommer snigende eller farende? Jeg tror, jeg har et bud: I dalen ud for vores italienske hus kan man hver dag ved middagstid se hyrden komme med sin fåreflok, ledsaget af sine fire hunde. Han går langsomt, afpasser tempoet efter fårene; det er meningen, at de skal føres ned til drikkestedet ved floden, der løber igennem dalen.

Mens de drikker, hviler han, lænet op af sin stav. Senere går han lidt omkring, men det meste af tiden står han bare, mens solen langsomt flytter sig. Regner det, slår han sin paraply op og står under den, mens han lader hundene gøre arbejdet. Sidst på eftermiddagen trækker hjorden tilbage mod gården. Jeg ved det, for jeg har længe betragtet ham gennem min kikkert.

Der skal uden tvivl et særligt temperament til det arbejde, men måske var det et job for stressramte. En kur ligefrem?

  • Comments(0)//blog.mariannegade.dk/#post171

Værdier

KlummerPosted by Marianne Gade Tuesday, June 14 2016 18:04:42

Den gamle dame, der bor ovenpå i vores italienske hus, har ikke meget. Til gengæld byder hun gerne på kaffe og biscotti (kiks), samt chokolader til vores barnebarn, som er på besøg med sine forældre. Om ikke andet, hejser hun en julekugle i en snor ned til ham fra sin altan. Hendes bolig består af to stuer og et køkken med et smalt aflukke, hvor hun sover på en divan.

Til gengæld har hun to små altaner med den allerskønneste udsigt over bjergene. Hendes malede vægge i stuerne skaller, salpeteren drysser af i flager; men hun har et loftsmaleri i den pæne stue af en ørn, der svæver roligt på en lyseblå himmel. ”Ørnen bærer modet i hjertet,” står der neden under.

Hendes liv har været ganske hårdt. Hendes far døde i krig, da hun var lille, hendes mand døde i krig, da hendes børn var små. Nu har hun to sønner, der begge er soldater. Billederne står ovenpå glasskabet; hun fortæller gerne om dem.

Pensionister hernede modtager i social pension, svarende til vores folkepension, 600 Euro om måneden, altså 4.500 Kr. Til gengæld ejer de fleste pensionister deres boliger og kræver ikke meget til livets ophold. Det sociale liv består af kirken og samværet med de andre kvinder uden for i solen på en trappesten; mændene samles på torvet.

Jeg havde længe funderet over, hvordan hun kom op ad de stejle trapper til sin bolig. Nu ved jeg det! Hun kravler. Med sine 88 år, opsvulmede ben, dårlige hjerte og dårlige ryg. For friheden er værdifuld, og hun må som ørnen bære modet i hjertet.



  • Comments(0)//blog.mariannegade.dk/#post170

Processioner

KlummerPosted by Marianne Gade Tuesday, June 14 2016 18:02:46

Det var ganske vist! Det havde stået på en seddel ved indgangen til vores gade: Næste dag ville en procession af arbejdere gå gennem gaden for at fejre en festdag. Næste dag skinnede solen, vi lå på terrassen og var lige ved at falde i søvn, da der lød munter hornmusik et sted i byen. Arbejderprocessionen! Vi skyndte os ind og skiftede tøj, så ud ad døren og i retning af musikken.

Optoget var nået til torvet. Det var stort, og forrest skimtede vi faner og blomster og figurer på stænger. Vi faldt ind i rytmen. Nu lød musikken pludselig ikke så munter mere, snarere lidt i mol, for ikke at sige en smule dyster. Folk så også temmelig nedslåede ud, bemærkede jeg.

Optoget standsede ud for mindesmærket for de faldne soldater i 2. Verdenskrig. Nå, ja, en passende anledning til at hædre dem, tænkte jeg, og vi gik tættere på for at høre talerne. Det var på det tidspunkt, vi så den åbne rustvogn med kisten, som var kørt forrest. Og blomsterkransene, anbragt på bærepinde, og krucifikset, som en af kordrengene bar, foruden præsten. Vi var kommet med til en begravelse.

Nu deltes optoget. Rustvognen kørte videre til kirkegården med de nærmeste, og resten af følget gav hinanden hånden og gik hver til sit. Vi kom til at gå bagefter kordrengene på vej hjemad. Den ene svingede nonchalant krucifikset over skulderen, mens den anden røg en cigaret.

”Det var sådan en morsom gammel kone, der blev begravet i dag,” fortalte en af vores bekendte senere. Jeg håber, hun har moret sig.



  • Comments(0)//blog.mariannegade.dk/#post169

Ude godt...

KlummerPosted by Marianne Gade Tuesday, June 14 2016 18:00:33

Vi har forladt vores hus i Abruzzo for at besøge Lucca i Toscana. Tiden er inde til at se noget andet af Italien, så vi har lejet en lejlighed i Lucca i tre dage. Vi bor i den gamle bydel med dens middelalderhuse og snævre gader, hvor biler stort set er erstattet af cykler.

Det er også her de elegante butikker findes med verdens førende mærker, parfumerier, guld og sølv og selvfølgelig udsøgte restauranter. Dette er Vesten, tænker jeg. Samlet i en af Europas gamle rige handelsbyer med prægtige kirker og fantastiske bygningsværker. Gammel kultur, gammel rigdom.

Vi har slået os ned ved et bord uden for en café, da en afrikansk kvinde kommer hen imod os for at sælge sine træsmykker. Vi afslår at købe, hvorefter hun går over til at tigge, til sidst nægter hun at gå. Dette sker flere gange i løbet af de følgende dage. Ingen synes imidlertid at bemærke det, det indgår simpelthen i byens rolige, uforstyrrelige pulsslag.

Så er tiden inde til at vende hjem til Abruzzo, og fra motorvejen ser vi Toscanas og Umbriens grønne, bakkede landskaber forsvinde. Vi kører ind i Abruzzo, mærker den tynde luft og oplever Abruzzos vilde skønhed. Her er bjerge med sne på toppen, bjerge med røverborge og slotte, dybe kløfter og rivende vandmasser, her er eventyret.

Det hele er lige her! Det anede os nok, og alligevel var vi nødt til at tage væk for at kunne se det. Dette bosted for mennesker og gamle drager og hvilesteder for hekse på deres vej til Bloksbjerg. Abruzzo det sande eventyr.



  • Comments(0)//blog.mariannegade.dk/#post168

Stilhedens lyd

KlummerPosted by Marianne Gade Wednesday, March 16 2016 12:24:11

Der er mange former for stilhed: Åndeløs stilhed, pinlig stilhed, pludselig stilhed, anspændt, lyttende, ladet, ja, sågar larmende stilhed. Men det er især inden for de sidste år, jeg er blevet opmærksom på nuancerne. Oftest, når jeg er ude at holde foredrag. Det starter med lyttende stilhed, hvor tilhørerne almindeligvis er vågne og opmærksomme. Men under foredraget kan det ske, at stilheden bliver intens, nærmest stoflig. Det er, når foredragsholderen har sagt noget uventet, provokerende, noget der skærper opmærksomheden. Så bliver stilheden hørbar, man plejer at sige, at man ville kunne høre en knappenål falde til jorden.

For foredragsholderen er dette det gyldne øjeblik, han har tilhørerne i sin hule hånd, nu gælder det om ikke at misse; for den åndeløse stilhed skal gerne munde ud i rolig erkendelse. Jeg plejer at tænke, at hvis den særlige stilhed opstår tre gange under et foredrag, så er succesen hjemme.

Stilhed er ikke blot fravær af lyde, stilhed har lige så mange facetter som det talte sprog. For eksempel i kirken ved begravelser, lige inden orglet sætter i: Nu er vi samlet og kan bare vente, der er ikke mere at sige. Så lyder de tre klokkeslag, stilheden brydes og begravelsen kan begynde.

Men ikke alle holder af den form for stilhed. Nogle finder den dyster og ubehagelig, de foretrækker blid musik, gerne afdødes yndlingsmusik. Dulmende og adspredende. Den strenge stilhed er udskiftet, men tænk engang, hvilket kraftfuldt sprog stilhed er.



  • Comments(0)//blog.mariannegade.dk/#post167

Februar, februar og februar

KlummerPosted by Marianne Gade Wednesday, March 16 2016 12:22:00

Hvad er det med februar? Årets korteste måned. Hvorfor er den af alle hvert år sværest at komme igennem? Digteren Henrik Nordbrandts berømte digt Året har seksten måneder med november, november, november, november kan alle danskere tilsyneladende spejle sig i.

Men februar er efter min mening meget, meget værre. De tidlige forårsmåneder eller snarere sene vintermåneder, februar og marts var her i Norden tidligere kendt som hungermånederne. Foderet til dyrene slap op, og menneskene søgte ud i naturen efter c-vitaminholdige skovsyrer og brændenælder. Kroppens depoter var opbrugte, og børnene var slatne og sygelige sidst på vinteren. I februar måned.

I dag er der taget hånd om vinterfoder til dyrene, vitamin-tilskud køber vi på apoteket, og indtaget af føde er noget, vi forsøger at begrænse. Alligevel opleves februar hvert år som det tidspunkt, hvor det kniber allermest med humør og sjælsstyrke. Influenza og forkølelser hjælper heller ikke på sagen. Tværtimod. At være syg er mest af alt kedeligt. Der er ingen hvile i det. Kun rastløshed og kedsomhed.

Derfor handler alle Højskolesangbogens vintersange om tyngde og håbet om forår. ”Februar har gjort os mindre,” siger Frank Jæger. ”Sne som tynger, is som knuger, vi kan ingenting forhindre.” Og i år er der oven i købet en dag ekstra i februar! Den eneste trøst er, at om føje tid, er det glemt. Og når denne klumme bringes, er vi allerede ude af februar. Forbi, forbi, og sådan bliver alle historier.



  • Comments(0)//blog.mariannegade.dk/#post166
« PreviousNext »