Bloggen

Bloggen

Processioner

KlummerPosted by Marianne Gade Tuesday, June 14 2016 18:02:46

Det var ganske vist! Det havde stået på en seddel ved indgangen til vores gade: Næste dag ville en procession af arbejdere gå gennem gaden for at fejre en festdag. Næste dag skinnede solen, vi lå på terrassen og var lige ved at falde i søvn, da der lød munter hornmusik et sted i byen. Arbejderprocessionen! Vi skyndte os ind og skiftede tøj, så ud ad døren og i retning af musikken.

Optoget var nået til torvet. Det var stort, og forrest skimtede vi faner og blomster og figurer på stænger. Vi faldt ind i rytmen. Nu lød musikken pludselig ikke så munter mere, snarere lidt i mol, for ikke at sige en smule dyster. Folk så også temmelig nedslåede ud, bemærkede jeg.

Optoget standsede ud for mindesmærket for de faldne soldater i 2. Verdenskrig. Nå, ja, en passende anledning til at hædre dem, tænkte jeg, og vi gik tættere på for at høre talerne. Det var på det tidspunkt, vi så den åbne rustvogn med kisten, som var kørt forrest. Og blomsterkransene, anbragt på bærepinde, og krucifikset, som en af kordrengene bar, foruden præsten. Vi var kommet med til en begravelse.

Nu deltes optoget. Rustvognen kørte videre til kirkegården med de nærmeste, og resten af følget gav hinanden hånden og gik hver til sit. Vi kom til at gå bagefter kordrengene på vej hjemad. Den ene svingede nonchalant krucifikset over skulderen, mens den anden røg en cigaret.

”Det var sådan en morsom gammel kone, der blev begravet i dag,” fortalte en af vores bekendte senere. Jeg håber, hun har moret sig.



  • Comments(0)//blog.mariannegade.dk/#post169