Bloggen

Bloggen

Mismodets fredag

KlummerPosted by Marianne Gade Friday, August 12 2016 12:58:13

Ved et tilfælde befandt vi os i Bruxelles fredag den 24.juni, den dag da Brexit blev en realitet. Vi var ankommet dagen før, på selve Sct.Hansaften, som vi fejrede i haven til Den danske Kirke i Bruxelles. Her var en del af de mange danskere, bosat i Bruxelles, forsamlet, og alle samtaler og taler, drejede sig om, hvad briterne kunne finde på at stemme. Stemningen var gennemgående optimistisk, ingen kunne for alvor forestille sig, at de ville stemme sig ud af EU. Resultatet ville først foreligge klokken fem næste morgen.

Fredag formiddag indfandt vi os ved indgangen til Parlamentet efter aftale med vores søn, som arbejder dér. Der var meget stille, måske er bevæbnede vagter og politi ikke befordrende for munterheden. Sikkerhedstjekket var ekstra omhyggeligt, og da vi var sluppet igennem samtlige sluser, var det en overraskende tom og stille bygning, vi trådte ind i.

Vi så stort set ingen mennesker, bortset fra journalister, der stod og talte i mikrofon. Og kolleger, der standsede op og så beklagende og vantro på hinanden og vekslede nogle ord om det utrolige, der var sket: Briterne havde stemt sig ud af EU.

Op ad dagen begyndte rygterne at svirre om desperationen hos den britiske befolkning, nogle rasede, andre jublede. Om aftenen fulgte vi situationen på CNN, og endelig sluttede denne mismodets fredag.

Hjemme i Danmark var holdningerne til Brexit meget forskelligartede, men tilbage hos os sidder følelsen af at have været til stede ved en historisk begivenhed.



  • Comments(0)//blog.mariannegade.dk/#post174