Bloggen

Bloggen

Hr. Lettermans eftermiddag

Løst og fastPosted by Marianne Gade Sunday, January 06 2008 15:08:44

Hvordan ser et samfund uden papir ud? Vil bogen uddø, og hvad vil stå i stedet? Jeg giver et bud på svarene i denne mininovelle, som jeg har skrevet til Copydans årsskrift COPYDAN TEKST & NODE, januar 2008. Jeg blev stillet opgaven at skrive en science fiction-novelle under temaet ”Det papirløse samfund 2035”:

Henrik Letterman cykler langsomt gennem byen i skumringen. Det er fyraften, og han har netop forladt reklamebureauet, hvor han arbejder. Han elsker den næsten meditative tilstand, cykelturen hensætter ham i. Novembermørket er som en dyne, han kan trække op over sig, til trods for lyset fra gadelygterne og forretningerne.

Han passerer boghandlerens vindue, hvor de nyeste pc-spil og cd-rom’er ligger i stabler ved siden af gammeldags brætspil. Lige over for ligger internetcaféen, hvor der som sædvanlig er fuldt hus. Hr. Letterman gaber. Det gør han altid, når han cykler hjem efter en lang arbejdsdag. - Du skulle få dig et andet arbejde, sagde Nina, hans kone altid, dengang de stadig var gift. – Du keder dig på det reklamebureau. Men det er Hr. Letterman langtfra sikker på. Han er på resultatløn ligesom alle andre og tjener rimelig godt, fordi han er god til at udtænke scenarier, der kan få folk til at købe, lige hvad det skal være. Få dem til at drømme og se sig selv som midtpunkt i deres drømmeverden. At al tekst nu er så godt som afskaffet, har kun gjort det nemmere. Billeder gør det mageligt ud for ord. Aviserne findes ganske vist stadig i elektronisk form, men hvem gider læse i dag? De fleste er endnu i stand til det, men spørgsmålet er, hvor længe? Da man først fandt ud af, at ord kunne erstattes af tegn, gik det hurtigt, og kun få mestrer kunsten at skrive, efter at sms’en tog over.

Hr. Letterman drejer hovedet. Derhenne ligger biblioteket, hvor Nina arbejdede som bibliotekar. Nu er det udstillingsbygning for unge menneskers alternative kunst.

Bibliotekarerne var de første til at droppe litteraturen, husker han. Bøger gav dem med et støvet image med knold i nakken, mente de, og med nærmest begejstring smed de bøgerne ud til fordel for de digitale medier. Cd’ er og DVD’er fyldte mindre, og læsesalene blev erstattet af it-laboratorier. Men snart efter nedlagde man alligevel bibliotekerne på stribe. Han husker diskussionerne med Nina dengang. – ”Man kan ikke gå imod udviklingen,” havde hun sagt. Nina, kære Nina. Hr. Letterman smiler vemodigt.

Han rækker en hånd bagud for at kontrollere, om tasken med badetøj og svømmebriller er der endnu. Så drejer han om hjørnet ved Center for Ludomani – og Internetafhængighed og tyve meter længere fremme standser han ved en pompøs grå bygning. Et øjeblik senere går han gennem svingdøren til Tidens Wellnesscenter, den tidligere Østerbro Svømmehal og går hen til skranken og tjekker ind. Idet han fører øjet hen til pupilcanneren, toner billedet af ham selv frem på skærmen tillige med årstallet 2035. Han giver sig god tid, men da ingen har vist sig – der er næsten aldrig nogen i receptionen – smutter han uset gennem paneldøren bag skranken.

Da hans øjne har vænnet sig til mørket, begynder han den stejle opstigning til loftet under hvælvingerne. Turen gør ham kun lettere forpustet, han er i god form. Så åbner han den polstrede dør for enden af trappen, og duften af cigarrøg bølger ham i møde. Lugten var fra begyndelsen et problem, de havde brugt lang tid på at finde en løsning. Han indsnuser den med velbehag og træder ind i Caracallas Termer, som stedet kaldes af de indviede.

- Hej, Henrik! Manden bag bardisken hilser smilende. Flaskerne bag ham stråler i det dæmpede lys.
– Var der noget, du kunne tænke dig?

- Senere, tak, siger Henrik Letterman og fortsætter ind i restauranten.

Ved bordene sidder der mennesker i alle aldre og taler ivrigt sammen, mens de spiser. Maden, der lavet uden hensyn til kolestoroltal eller fedtprocenter, smager vidunderligt, ved Henrik Letterman. Mens han hilser til højre og venstre, mærker han duften af cigarrøg blive kraftigere. Den kommer fra det bagvedliggende rygerrum, hvor gæsterne kan nyde deres tobak i udsøgte omgivelser.

Så åbner han døren til ind det allerhelligste: Biblioteket. Han træder stille ind og sætter tasken med badetøj på gulvet. Der er en oplæsning i gang. Det er Nestor, formanden for Klubben for Undergravende Virksomhed, der er i gang med Don Quixote. Han læser langsomt og nydende, mens de lyttende i de dybe stole har ansigterne opmærksomt vendt mod ham. Det store rum er fyldt med bøger. De står i reoler langs væggene, i stabler på gulvet, i vindueskarmene og i stolene. Bøger, som blev reddet fra forbrændingsanstalten i sidste øjeblik, da bibliotekarerne først havde fremtidssikret originalerne ved at scanne dem. De mente, det var nok at kunne læse værkerne i digital form. Men det lykkedes at redde det bedste af verdenslitteraturen, tænker Henrik tilfreds. Fra inkunablerne og de islandske sagaer til moderne værker.

Oplæsningen er slut, Henrik lader sig glide ned i sin yndlingsstol. En lykkelig fred sænker sig over ham, han er hjemme! Her i Caracallas Termer findes paradiset. Freden brydes først, da en stemme siger:

- Jeg har lige fået en bog ind af den tyske forfatter Schlink - var det noget?

Henrik ser op.

- Absolut, siger han og smiler. – Tusind tak, Nina.

  • Comments(3)//blog.mariannegade.dk/#post36